De offentligt ansattes skrejkevåben af Svend Dyrholm

Udsigterne er lige nu til, at vi får en storkonflikt i forbindelse med de offentlige overenskomster i foråret. Derfor er det vigtigt at nærstudere omstændighederne og kampmidlerne der vil blive brugt i konflikten. Jeg vil i denne artikel have et snævert økonomisk fokus på strejkevåbnet. I den offentlige sektor fungerer dette radikalt anderledes sammenlignet med situationen for de privatansatte.

Strejkevåbenet er traditionelt fagbevægelsens ultimative trumfkort - hvis du ikke gør som vi siger, så gider vi ikke arbejde mere! Det er et utroligt effektivt og utroligt kraftfuldt våben, simpelthen fordi man lukker den forretning arbejdsgiveren prøver at køre. Der er dog radikal forskel på en strejke i en privat virksomhed og i en offentlig virksomhed. Dette kan ses i virksomhedernes indtjeningsmodel. Det følgende er en sådan standardmodel:

AMV + AKA + IKA = MV + x + y

Hvor AMV approprieret merværdi; altså værdi skabt af lønarbejdere der får mindre i løn end værdien af den vare de producerer. AKA er afledt klasse afkast; altså afkast fra merværdigenererende aktiviteter uden for virksomheden. IKA ikke-klasse afkast; altså aktiviteter på ikke klasserelaterede aktiviteter. Her kan som eksempel nævnes handler med fast ejendom eller aktier. På højre side er de tilsvarende investerings kategorier.

Den “normale” privatansattes strejkevåben er effektivt. Den fjerner ganske enkelt en væsentlig del af virksomhedens afkast på deres investering. Disse ligger primært i produktionen af merværdi, som ganske naturligt indstilles med arbejdets ophør. Ligningen kommer i en strejkesituation i en privat virksomhed til at se sådan ud:

AKA + IKA = x + y

Virksomheden eneste tilbageværende indtægt i strejeksituationen er afkast af afledte klassemæssige overførsler og ikke klassemæssige overførsler.

For den offentligt ansatte ser situationen helt anderledes ud. Staten og kommunerne tjener nemlig ikke deres penge igennem direkte approprieret merværdi (AMV), men derimod igennem subsumerede klassemæssige overførsler (AKA) - virksomhedsskat og skat på lønarbejdere samt de ikke klassemæssige overførsler - grønne afgifter, moms mv. indtægts siden er derfor allerede inden en strejke AKA + IKA. Det ser sådan ud

AKA + IKA = x + y

Læg i øvrigt mærke til at man i det offentlige heller ikke har udgifter til produktionen af merværdi (MV)

Hvad sker der så ved en strejke? Der sker såmænd ikke andet en af x bliver drastisk reduceret, da alle lønoverførsler stopper i perioden. Det lader en overskudsindtjening tilbage, som virksomheden kan bruge som den har lyst:

AKA + IKA + overskudsindtjening = ( x - løn til de strejkende) + y

Samlet set kan man altså sige at den offentlige virksomhed har en snævert økonomisk incitament til at lade konflikter køre så længe så muligt. Man kan tage to eksempler på dette fra 06/07. Det første er den lille skraldekonflikt som kørte i 2 ugers tid, først i Århus og siden i resten af landet. Virksomheden der havde fået liciteret opgaven lod konflikten køre ind til politikkerne skred ind. Der var ikke noget økonomisk til hinder for, at de trygt kunne putte de sparede lønkroner i virksomhedens egenkapital. Det andet eksempel er den store pædagogkonflikt i september-oktober. Her gav lønbesparelsen fra strejken et stort millionbeløb tilbage til kommunen, som efterfølgende blev brugt til renoveringsprojekter på de Århusianske folkeskoler. Det blev positiv omtalt i pressen, og rådmand Louise Gade kunne på den måde høste politisk anerkendelse på bekostning af de strejkende pædagoger.

Man kan altså konkludere at strejker i det offentlige ikke har nogen økonomisk effekt i sig selv. De har naturligvis en vis afledt effekt hvis lærer og pædagoger strejker, da det vil holde en del mennesker hjemme fra deres arbejdsplads, men det er sammenlignet med hvor magtfuld et våben strejken er i den private sektor kun en bagatel.

Her tales ikke imod at de offentlige ansatte konflikter i forbindelse med overenskomsten. Pointen er snarere at en sådan strejke bør have karakter af en politisk kampagne, der har til formål af få offentlighedens opbakning til projektet. Dermed kan man presse politikere og de offentlige arbejdsgivere til at bukke under for kravene. Den almindelige strejke hvor man blokerer arbejdspladsen, og stiltiende venter på at arbejdsgiver bukker under er simpelthen ikke muligt når, man snakker om offentlige arbejdspladser. Hvis man ikke tager den offentlige diskurs seriøst og fokuserer sin energi i den retning, så ender man i samme situation som Falckrederne gjorde sidste år, da de udskældt af befolkningen måtte vende tilbage men et langt fra tilfredsstillende resultat på bundlinjen.